Fyn er som skabt til veteranbilkørsel. Med base på Hotel Kongebrogaarden ved Middelfart holdt klubben Forårstræf i weekenden 28.-30. juni og kunne derfra nyde det vestfynske i fulde drag. Dagsturene lå på slyngede småveje, flankeret af skove, marker, bindingsværk og herregårde.

Lørdag gik ruten til Plums Gård i Assens og siden til Jørgen Strøjer Hansens teglværk, hvor der blev vist rundt på fabrikken og den imponerende bilsamling.

Søndag afholdtes generalforsamling, hvorefter der kørtes en smuk rute mod Vester Skerninge Kro, hvor træffet afsluttedes med frokost. Vi skylder Jørgen tak for teglværksbesøget og
Peter Bering for at have sammensat et alletiders træf, med en i øvrigt forbilledlig enkel roadbook. 

Fra udlandet blev træffet beriget med gæstebesøg fra Angouleme af Isabelle og Bernard
Ariztegui, der kom kørende i en knaldgul Type 35B – og som mange vil kende fra Retromobile.

Som en herlig overraskelse fik træffet også besøg af Finn Nørby Hansen, mangeårig Bugatti
entusiast fra Vejle. Han overdrog en serie skønne fotografier, som han tog ved det Internationale
Bugattirally i Danmark i 1966. Og som vi nød ved middagen om aftenen.

Klubbens første ordinære generalforsamling afholdtes på Kongebrogården.